Via Juliaca og Puno
Vi skulle af sted med en bus klokken 12 midnat, så ved ellevetiden fik vi en taxi til terminalen. Der blev vi lukket ind i et meget fornemt venteværelse. Vi havde nemlig billet til “Royal Class”. Vi ventede og ventede. Først klokken 2 om natten kom vi af sted. Det var en meget fin bus, med masser af plads selv om sædet foran var lagt så langt ned, det kunne. Det lykkedes mig faktisk at sove nogle timer i bussen. Vi kravlede op på Altiplano. Bussen kørte meget forsigtigt og behageligt, så det tog tid.
I lang, lang tid kørte vi i over 4000 meters højde. Til sidst kørte vi forbi en stor by inde på højsletten. Man spørger sig selv, hvordan det kan være at der er bygget en by der; men det var der altså. Grim og utiltalende med gader af ler og grus. Vi kørte forbi. Det var ikke et sted, vores bus skulle holde.
Vi kom til Puno, hvor vi skal hen efter Bolivia. Det var også en grim by, og den blev mere trøstesløs af, at det regnede meget. Derfra kørte vi til grænseovergangsbyen.
Grænseovergangen
Bussen kørte ind i en gade med masser af mennesker, boder og cykelrickshaws. Det tog tid at komme frem. Men overgangen gik så glat som alle andre steder.
Der var masser af indianerkoner i deres specielle dragter. Ikke de flotte broderede, som vi så i Chivvay. Dragterne er egnsbestemte. Konerne er næsten lige så brede, som de er høje. På hovedet har de gifte koner en lille bowlerhat. Den ser ud til at være alt for lille, og det er en gåde, hvordan den bliver siddende fast, hvis der er den mindste smule vind. Over skuldrene har de et tæppelignende sjal. Nogle gange er det et tæppe, der er foldet. Nederdelen er utrolig folderig. Der er masser af rynker i livet. Jeg tror, der er mindst fire gange så meget stof, som nødvendigt. Derudover er der på de gifte koners kjoler tre til fire dybe læg på tværs. Nederdelen går til mit på skinnebenet. De har strikkede benvarmere på og ganske små, lette sko. På ryggen har de et farvestrålende knytte, hvori de bærer deres baby eller en anden byrde. Mændene går i almindeligt tøj, fordi det engang blev forbudt mænd at bære nationaldragt, hvis de ville have et offentligt arbejde. Da kvinderne dengang ikke skulle på arbejdsmarkedet, kunne de bevare deres dragt.
El Alto
Endelig nærmede vi os La Paz. Først kører man igennem en forstad, der efterhånden er Bolivias tredjestørste by: El Alto.
Den er lige så grim, som føromtalte by. Gaderne er af jord undtagen den store gennemkørsetsvej, og husene er tarvelige. Her bor den fattige del af La Paz befolkning. Det er nemlig sådan, at La Paz ligger nede i et hul. Ca. 700 m længere nede end El Alto, og temperaturforskellen er op til 7 grader, så nede i den relative varme bor de rige.