Da vi var kommet gennem El Alto, mødte der os pludselig et betagende syn: La Paz bygget op ad skråningerne.
Vi har fra vores hotel det samme view. Husene er af store røde mursten, der hverken er malet eller pudset for størstedelens vedkommende. Tæt på giver det et temmelig ufærdigt udseende: men på afstand virker det betagende med alle de rødbrune firkanter bygget op ad bjerget. På hotellet kan vi så også se, hvor flot det er om aftenen og natten, når lysene er tændt.
Vi bor lige midt i La Paz’ turistcentrum. Jeg tror, det er den gade, hvor der er flest turistbutikker. Jørgen har købt en alpakasweater, men ellers tror jeg ikke, vi skal have noget. Det er det samme alle vegne.
Den første eftermiddag tog vi det ganske roligt. Vi var to timer forsinkede og vi havde ikke sovet om natten (af betydning) så vi gik bare lidt stille rundt. Næste dag var vi ude at kikke på byen. Først købte vi en tur til dagen efter og derefter gik vi en tur. Vi gik ned ad hovedstrøget, der til begge sider er fuldt med gadehandlere. På vores tur næste dag havde vi en virkelig god guide, og han fortalte, at 40 % af indtjeningen i Bolivia er det uformelle økonomiske system. Folk betaler ikke skat og er registrerede som arbejdsløse, selv om de knokler og opretholder livet med det sorte marked. Man kan købe alt, også mærkevarer f. eks. inden for tekniske ting. Det er i stor udstrækning indianerkonerne, der står for disse gaveboder.
Til frokost gik vi ind på en restaurant, der er inde i en hyggelig indre gård. Gården var overdækket og der var et fint tys. Den traditionelle byggestil her (hvis man er velhavende) er at bygge omkring en åben gård med værelser ud til gården. Vi fik en menu, der bestod af en salatbar. De fleste af grønsagerne var let kogte, så vi turde godt, derefter var der en virkelig velsmagende suppe med lækkert brød til, hovedretten var kylling den dag, og til sidst var der en dessert. Med et par vand til og drikkepenge løb regningen op i mindre end 22 kroner! Om aftenen gik vi tilbage. Aftenmenuen var dobbelt så dyr godt og vel, men vi kunne heller ikke spise så meget, så vi nøjedes med en lille pizza. Dertil købte Jørgen en øl, og så fik han sit chok. Hans (dårlige) øl kostede mere end en frokostmenu! Vi har spist frokost der igen i dag, selvfølgelig. Det er noget af det bedste mad, vi har fået, mens vi har været af sted, og prisen er jo ikke til at beklage sig over.
En anden oplevelse havde jeg, da jeg skulle sende et par breve. Jeg havde set et sted i en hyggelig gård, hvor der var et lille postkontor. Der sad en meget sød kone derinde, og hun stemplede og satte frimærker på. Jeg havde lagt en 100 bolivianosseddel på bordet, men den tog hun ikke notits af, for hun var færdig. Det viste sig så selvfølgelig, at hun ikke kunne give tilbage. Af sted for at prøve at veksle et andet sted. Ud fra den betragtning, at hvis det skulle gå galt, havde jeg bedre råd til at miste 80 kroner, end hun havde, lod jeg seddelen ligge på bordet, mens jeg gik. Jeg prøvede mange steder, men ingen kunne hjælpe mig. Til sidst var der en venlig sjæl, der henviste mig til en lille veksle”butik” på gaden: En mand, der sad ved en lille pult og vekslede. Han tog en boliviano, for transaktionen, og jeg gik tilbage til damen. Min hundredlap lå stadig på bordet under et askebæger, og alt forløb, som det skulle. Damen takkede mig venligt mange gange.
Om aftenen efter udflugten til Tiawanaco gik vi på en restaurant i den lille gård, hvor også postkontoret lå. Det var et rigtig hyggeligt sted, og vi fik snakket med et par unge østrigere, der var ved at afslutte en jordomrejse. Det var pigens første lange tur (hun var 35) og hun havde lidt af hjemve de sidste mange måneder. Første jul uden mor. I dag er sende-billeder-hjem-dag og skrivedag, samt vasketøjsdag.
I morgen drager vi til Copacabana ved Lake Titicaca.