Trani, Castel de Monte og olivenmølle

Vi startede dagen i den smukke havneby Trani, hvor domkirken er den ubestridte hovedattraktion. Trani byder også på en malerisk havn og smukke bygninger som f.eks Palazzo Cacetta og tempelridderkirken Chiesa di Ognisanti. Vi besøgte en olivenmølle og fik en rundvisning og så på gårdens egne koldpressede jomfru olivenolier, der skulle være af uovertruffen kvalitet. Castel del Monte knejser på en høj, og det lille slot er et ypperligt eksempel på en middelalderarkitektur, hvor den nordeuropæiske og arabiske arkitektur forenes på noget nær fortryllende vis. 
Se med herunder.

Domkirken, San Nicola Pellegrino,  er uden diskussion Tranis fremmeste attraktion. Der er tale om en af Apuliens ubetinget smukkeste og mest særprægede romanske kirker og det prægtigste minde om det middelalderlige Trani. Ikke mindst dens enestående beliggenhed, helt ned til havnen, gør den til noget særligt. Domkirken blev påbegyndt i 1097 oven på den ældre kirke Santa Maria, men som så ofte trak arbejdet ud og først i midten af det 13. årh. stod bygningen færdig. Kirken led hårdt under “forskønnelser" i 1800-tallet, men er siden blevet ført tilbage til sin oprindelige elegante stilistiske lethed. Santa Maria kendes fra midten af det 7. årh., da man hér placerede relikvierne efter Sankt Leucio, biskop af Brindisi. Da Canosa blev ødelagt i begyndelsen af det 9. årh., flyttede biskoppen hertil. Sankt Nicola Pellegrino kom i pilgrimsfærd fra Grækenland og faldt om, udmattet af rejsens strabadser, foran Santa Maria den 20. maj 1094; han døde få dage efter i tempelriddernes hospital. Allerede i 1096 blev han kanoniseret af selveste Urban II og udråbt til Tranis skytshelgen.  

Den ny kirke blev konstrueret oven på den gamle, således at der nu står en kirke i to etager. Ja, faktisk kan man finde hele fire niveauer i kirken! Således træder man ind i Santa Maria, men ca. fem meter over indgangsplanet finder man San Nicola Pellegrino, og hen ved en meter under indgangsniveauet ligger San Nicola Pellegrinos krypt. Atter tre til fire meter under Santa Maria finder man Ipogeo di San Leucio. En fascinerende og besynderlig konstruktion. Domkirkens store bronzedør vejer over 2½ ton og er skabt af Barisano da Trani, som også lavede et af dørsættene til domkirken Monreale uden for Palermo. Døren er lavet i egetræ og dækket af 32 bronzerelieffer med såvel religiøse som profane motiver; bemærk relieffet med Sankt Nicola Pellegrino, for hvis fødder man finder Barisano selv. En skønhed er også kirkens kampanile, der er opført 13.-14. årh. Og så er kirken desuden fyldt med pragtfulde skulpturarbejder og malerier. Hvis man går ned i krypten, som er tilegnet Sankt Nicola og som stammer fra begyndelsen af 1100-tallet, mødes man af et simpelt og rent rum med 28 marmorsøjler kronede af smukt udhuggede, og særdeles varierede, kapitæler. Fra krypten er der adgang til den nedre kirke, Santa Maria della Scala, hvor der ikke er så højt til loftet (3½ m). Kirkerummet er smykket af kunst fra 14. årh. Under denne nedre kirke har man fundet sporene af en endnu ældre, den oprindelige Santa Maria, fra hvilken man har fundet sarkofager og fragmenter af mosaikker fra den longobardiske æra. Man kan også stige ned i Ipogeo di San Leucio, der befinder sig 1½ m længere nede, hvor man placerede den hellige biskops relikvier. Rummet er blevet til efter den oprindelige kirke og væggene er dækket af sparsomme fragmenter af fresker fra forskellige perioder.  

Vi besøgte en olivenmølle og fik en rundvisning og så på gårdens egne koldpressede jomfru olivenolier, der skulle være af uovertruffen kvalitet. Ejeren skulle have budt på vinsmagning, og smagsløgene skulle være overrasket af de gode vine lavet på lokale druer som Bombino Nero og Uva di Troia. Men det viste sig, at programændringen ikke var nået ud til værten, så det blev en tør oplevelse. Vinsmagningen skulle have været ledsaget af en let frokost lavet af lokale produkter, men det måtte vi også se langt efter.

 

Castel del Monte er en stor borg beliggende i Apulien i Italien. I 1996 blev Castel del Monte optaget på Unescos liste over verdenskulturarv. Castel del Monte ligger på et højdedrag i 540 meters højde i et øde område 18 km. vest for byen Andria og er meget velbevaret. Borgen blev opført på foranledning af Frederik 2., en de betydeligste middelalderkonger i Syditalien. Borgen har en gennemført ottekantet grundplan og i hvert hjørne er der et ottekantet tårn. Castel del Monte er arkitektonisk set en blanding af elementer fra Nordeuropa, den muslimske verden og den klassiske oldtid. 

Det hed oprindeligt Castel di Santa Maria del Monte, efter et nærliggende benediktinerkloster, som i dag er forsvundet. Frederik 2. efterfulgte sin far, kejser Henrik 6., i 1197 i en alder af kun tre år. I løbet af sin regeringstid, der varede indtil 1250, bragte han orden i det uregerlige rige Sicilien, som omfattede en stor del af det sydlige Italien, og han indførte en periode med intens kulturel aktivitet. Han var også en dygtig hersker, der købte social og økonomisk stabilitet til sit folk. Men han var en enevældig monark, og helt klassisk for sin tid, byggede han en række stærke borge i bl.a. Apulien, Calabrien og Sicilien.

Den største og mest indflydelsesrige af disse var Castel del Monte, som stod færdig i 1240 og blev det permanente sæde for hans hof. 1665 (under den aragonske tid) blev slottet officielt brugt som et tilflugtssted for adelige familier, der søgte tilflugt fra pesten. Slottet er placeret 29 km syd for Barletta i kommunen Andria på et højdedrag, der dominerer det omkringliggende landskab. Væggene er bygget af enorme blokke af kvarts-bærende kalksten. Hver af de to etager i borgen har otte kamre af samme størrelse, som svarer til de otte sider af bygningen. Castel del Monte er særligt interessant på grund af fraværet af funktioner, der ellers er fælles for et overvældende flertal af militære monumenter i denne periode (ydre forsvar, voldgrav, stalde, køkken, depot, kapel), den matematiske og astronomiske stringens i grundplan og form og de kulturelle elementer, der stammer fra antikken.Da Castel del Monte blev erhvervet af den italienske stat i 1876, var ydervæggen alvorligt beskadiget af temperatur, luftfugtighed og vindpåvirkning. Borgens indre var ikke mindre medtaget: Flere hvælvinger var allerede faldet ned, mens andre truede med at følge efter som følge af nedsivende regnvand fra det flade tag. Sidste store restaurering foregik i perioden 1975 til 1981, men der foretages stadig løbende reparationer når det er påkrævet.