Lima,
Så har vi nået sidste station på vores rejse.
I morges tjekkede vi ud af vores gode hostel i Huacachina. Vi var inden blevet berigede med et par t-shirts med stedets logo (de er nok ikke vant til gæster, der bliver saa længe), og da Jørgen betalte, sagde værten, at vi da sandelig ikke skulle tage en taxi, han skulle nok køre os til Ica. Det var fint. Vi er efterhånden blevet paranoide omkring bagagen, og så slap vi for at tænke på den på den tur.
Vi købte en behagelig bus, der bare kostede 6 kr. mere end den almindelige, og så gik turen af sted gennem mere ørken. Da vi var godt hundrede km fra Lima, var sandjorden begyndt at blive dyrket, og luften var da også mere fugtig, idet vi kom til at køre langs med havet. Hver gang, vi har set Stillehavet, har det været stille som dets navn; men i dag var der høje dønninger i brændingen, så jeg var godt tilfreds med, at vi ikke havde booket badeferie ved Stillehavet. En taxi tog os tit vores hotel efter knap fem timer i bussen. Det ser ud til at være et godt sted med gode senge og venlige værter. Her vil vi saa bruge lidt tid på indkøb osv.
Vi har med det samme konfirmeret vores flybillet, så vi er sikre på at komme hjem den ønskede dag. Alt er i orden herfra, så nu må vi bare håbe på, at lufthavnene i Madrid og København ikke lukker på grund af det herlige vintervejr. Mon jeg kan løbe på skøjter uden for vores hus? Der er i hvert fald fladvandet, så der må være en chance for, at det er frosset til.
I de sidste rejsebreve kunne jeg begynde at samle op på de ting, jeg har glemt undervejs. Pludselig kom jeg til at tænke på den dreng, der tjente penge, ved i Juliaca at stille sig op i bussen, højt undskylde, at han nu vil forstyrre os lidt med en sang, hvorefter han med høj røst begyndte at synge. Det var måske ikke saa kønt, men han prøvede da at arbejde for sine penge. Da han var færdig undskyldte han endnu en gang, og så gik han gennem bussen for at samle ind. På samme tur opdagede vi en udtalt mangel på skilte, der viste vej til Cusco; men vi var ikke i tvivl om, at vi var på rette vej, for med jævne mellemrum var der et stort reklameskilt for Cusceno – den øl, der bliver brygget i Cusco.
Jeg har heller ikke fortalt om den dreng, der i Machu Picchu tjente penge ved at starte nedturen samtidig med den bus vi kørte ned med. Da han kunne skyde genvej mellem hårnålesvingene, fordi der var stier og trapper, kom han lige så hurtigt frem, som vi gjorde. Han nåede ned til Aguas Calientes samtidig med os, buschaufføren, som jeg har mistænkt for at være hans far, standsede bussen og samlede ham op, og så gik han rundt med en taske og samlede ind. Han fik lidt, lige som ham, der sang; men han så bestemt ikke sølle ud. Ham har jeg ikke ondt af. Han var stærk og sund og dyrkede sin form for sport.
Det var værre med lille Jorge i Cusco, der pudsede sko. Han var bare otte år, og han skulle, samtidig med at han arbejdede, hele tiden holde øje med politiet, for det var forbudt at sælge noget på gaden, hvis man ikke havde licens, og den kostede 400 kroner. Der skal pudses 200 par sko for at betale den. I dag i Lima har vi truffet en meget lille pige, der prøvede at sælge karameller og bolsjer.
Ikke mere for denne gang – og forhåbentlig kommer der ikke flere virkelig spændende ting, for det har vi ikke planlagt.
Lima er en rigtig beskidt storby. Her er stærk trafik, og da bilerne er gamle og osende, er forureningen til at skære i.
Vi bor ca. 20 minutters gang fra centrum, nær et par store veje, men da vores hotel ligger på en blind vej, er her alligevel stille og roligt. Det er ikke turistsæson, så der bor lige nu vist ikke andre end os. Der har de første par dage været en gæst mere.
Dagene går med at sove længe, spise morgenmad og så gå en tur i byen. Vi har været rundt at kikke på forretninger; men det er sværere at finde noget tøj, vi bryder os om, end jeg troede. Det bliver derfor ikke den store garderobefornyelse.
I dag gik vi en rigtig tang tur gennem centrum og ned til en flod, der løber gennem byen. Med skam at melde, ved jeg ikke, hvad den hedder; men der er så mange floder, der hedder Rio Grande, at denne her saamaend ogsaa kan Boere det.
Der var nu ikke noget ved at være ved floden. Der var ingen udsigt til den, idet den var omgivet af store, stærkt trafikerede veje. Vi havde stoppet et par bøger ned i rygsækken, så vi satte os ind imellem på en bænk og læste. Faktisk var vi ude i syv timer, så det var ganske godt gået.
Nu fordriver vi lidt tid ved computeren, og om en lille times tid går vi ud at spise.
ccccccccccccccc
Det var så vores sidste hele dag i Lima og vores sidste hele dag på turen. Lima var ikke en hel uge værd; men det vidste vi faktisk godt i forvejen. Vi er ikke blevet skuffede, for vi forventede ikke meget. Vi har brugt dagene her til lange gåture i byen. Turen til Plaza de Armas fra vores hotel er ca. 3,5 km, og vi har været der nogle gange. Plazaen er smuk med gule og grå bygninger. De er ikke så gamle, fra 1900 tallet, grundet mange jordskælv. Dog er katedralen, som vi dels så i går, mens vi stod op til en del af en prædiken, og dels i dag på en tur med en engelsktalende guide. Katedralen har selvfølgelig også været ramt af jordskælv, men efter et af de store genopbyggede man den med de bærende søjler af træ (og hule), saa kan de bedre give sig, og dermed bedre holde til rystelser.
I dag gik vi faktisk til plazaen for at se vagtskiftet ved parlamentsbygningen; men af en eller anden grund, var der ikke vagtskifte i dag, så det må vi leve foruden. I morges ved morgenmaden kom vi i snak med en australsk sygeplejerske, der skulle holde en måneds ferie hernede – de fjorten af dagene som frivillig arbejdskraft på et børnehjem. Hun slog følge med os, og det var meget hyggeligt. Vi gik som nævnt først til plazaen og til katedralen, og derefter gik vi tilbage igen til det sted i byen, hvor man kan få ordentligt brød. Vi købte noget brød og lidt ost og et par flasker vand, og så spiste vi som så ofte før frokost i en park med Jørgens lommekniv som eneste redskab. Man kan godt blive træt af at spise den samme stags mad to gange om dagen, så brød og ost er en dejlig afveksling. Vi har en gang før spist vores frokost i den samme park, og da kom der en politibetjent op til os og spurgte os, hvem vi var, og om han måtte se vores pas. Parken er beskyttet område, fordi den israelske ambassade ligger lige ved siden af.
Her på hotellet har vi læst en del bøger, og i dag er jeg ved at sortere, hvad der skal smides ud, og hvad der skal med hjem. Vi har købt en ekstra taske, men jeg tror slet ikke, der bliver noget problem. Der er næppe chancer for overvægt.
Det forekommer mig meget længe siden, vi startede på Stege rutebilstation. Der har været saa mange oplevelser og indtryk siden da. Stadig synes jeg, at Atacamaørkenen har været det, der har gjort størst indtryk på mig. Og selv om det forekommer lang tid, saa har vi overhovedet ingen dårlige dage haft.
Tak for den interesse, I har vist for vores rejsebeskrivelser. Det har gjort det endnu sjovere at skrive. Nu glæder vi os bare til vi er helt hjemme og glæder os tit at hilse på jer igen.