Atacama ørkenen er meget speciel
Næste morgen kørte vi videre. Timevis igennem ørken, der bare var en sandslette et par hundrede meter ved vejen og bagved rejste bjergene sig. Meget blødt afrundede, fordi de var godt nedslidte. De stod i flotte farver i gråt og rosa og okker. Det gjorde ikke noget, at man sov en times tid, for når man vågnede igen, var landskabet det samme. Jeg er glad for, at vi ikke tog natbussen, for det var meget imponerende at se. Efter seks timer kom vi frem til en stor havneby, Antofagaste, og jeg kom til at tænke på, at det egentlig var mere isoleret at bo der, end på en ø. For at komme derfra, skal de køre seks timer den ene vej, så er der en mindre ørkenby, eller de kan vælge fire timer den anden vej. Så er de stadig i ørkenen, men i en større by. Efter ti timer den dag nåede vi Calama, hvorfra vi næste dag tog til San Pedro.
Det var en noget kortere tur; kun halvanden time. på vejen så vi røg stige op af en vulkan; men vi blev hurtigt enige om, at det var flinkt af den lille sky at arrangere sig sådan at vi kunne tro, det var røg. Et par dage senere fik vi at vide, at det virkelig var en aktiv vulkan. Der steg stadig røg op af den. Den var sidst i udbrud for fem år siden, og siden har det røget op af den.