San Pedro og omegn
San Pedro er en lille, meget charmerende by. Husene er bygget af adobe - soltørret ler - og de fleste af dem er hvidkalkede. Kirken er også af adobe og den har lertag. Da den er centrum for en del udflugtsmål i Andesbjergene og i ørkenen er den fuld af turister. Vi fik overstået den sædvanlige indkvartering, og de næste timer tilbragte vi med at snakke med et par svejtsere, der kom fra de steder, som vi er på vej mod. Derefter gik vi på netcafe for at sende billeder og kom up to date med skriverierne. Saa opdagede vi, at vi havde været ude for endnu en oplevelse.
Kameraet var væk. Jeg havde godt nok bemærket, at Jørgens lille rygsæk stod åben, da vi steg ned fra bussen, men det tænkte vi ikke nærmere over.
Ved at tænke tilbage huskede vi en episode i bussen, hvor et vindue sprang op og ikke kunne lukkes igen. Ved den lejlighed var alles opmærksomhed rettet mod vinduet; men Jørgen husker, at en kvinde på det tidspunkt skiftede plads og satte sig bag os. Derfra kunne hun nå vores rygsæk, som vi så ubetænksomt havde placeret over vores hoveder, så vi ikke havde øjnene på den.
Jeg har aldrig oplevet Jørgen handlingslammet, så han gik straks i gang med at skrive til forsikringsselskabet, og derefter tilbragte vi de næste par timer på politistationen. Der var Jørgen mere sat ud af spillet, for jeg kunne bedre forstå betjentens spørgsmål. Han havde oplevet det mange gange før, så han havde en standardrapport, som han rettede i. Det tog noget tid at skrive tre eksemplarer, da han ikke havde lært at bruge kopi¬funktionen. Og da han var færdig, var printeren i uorden, så han ville sende en betjent om aftenen, så Jørgen kunne underskrive. Denne betjent kom kvarter i elleve.Vi har besluttet at købe et lille billigt kamera som nødkamere, så kan det senere blive konekamera (ligesom konebilen, der også altid er mindre). Mens vi er her, har den flinke vært lånt os sit digitalkamera.