En bjergtagende oplevelse
I går den 7. december var vi på en fantastisk tur op i bjergene. for første gang var vi oppe i 4300 meters højde. Der var et par i bussen, der blev dårlige, men vi klarede os med, at Jørgen blev lidt mere stakåndet end han plejer. Jeg syntes bare, gulvet gyngede, da vi var inde i en Lille ørkenlandsby at spise. Det var ufatteligsmukt. Først så vi en saltsø, der næsten er tørret ud til rent salt. I vandet, der var tilbage, var der flamingoer.
Derefter kørte vi op tit et par søer, der havde en fantastisk stærk blå farve mod de grønligtgrå bjerge i baggrunden. Langs søen var der hvidt salt. Smukt, smukt.
Det er denne tur i ørkenen, der indtil nu har været den største naturoplevelse for mig.
Byen er en ørkenby, så vand til bad er ikke det, vi har set mest af. Og når der har været, har det været koldt. Vi betaler jo heller ikke overvældende summer for logiet. Det andet, der har mangler her i byen er penge. Der er en hæveautomat; men den har ikke virket, mens vi har været her. Nu har jeg i dag og i morgen til at prøve igen. Hvis det ikke virker, kan vi stadig betale, men det tærer uønsket meget på vores dollarbeholdning. På den anden side havde vi dem med netop til sådanne nødsituationer.
Da jeg meget mod Jørgens vilje har nævnt hans knæ i tidligere breve, skal jeg her sige, at det nu er tilbage til den status, det havde før han faldt i Port Eden, så det er vi glade for.
Her slutter jeg. Det meste af brevet har jeg skrevet to gange, fordi der skete et eller andet mystisk, så det første gang forsvandt.
Byen er ved at blive pyntet til jul. Der er store påklædte figurer af den hellige familie, der er ved at blive sat op, og der sker et eller andet i kirken nu.