Goddag til Peru
Da vi nåede til Calama, var vi (læs jeg) godt trætte, efter at vi havde været oppe fra kl. halv fire og ikke haft noget værelse, hvor vi kunne hvile os om eftermiddagen. Da vi så vandrede rundt i Calama og ikke kunne finde busstoppestedet, som alle fortalte os, var lige om hjørnet, var der en 60-aarig backpacker, der var til at købe for en skilling. På det tidspunkt syntes jeg, at nu havde jeg oplevet nok, nu ville jeg bare hjem.
Vi fik hjælp fra nogle venlige tjenere i en restaurant, der fortalte os, at stoppestedet var lige om hjørnet og ikke kunne forstå, at vi ville have en taxa, prajede de alligevel en bil, og den kørte os så lidt længere end lige om hjørnet; men vi ville aldrig have fundet det selv. Vi troede, vi skulle finde en busterminal, og så var det bare et stoppested.
Senere fandt vi ud af, at vores problem opstod, fordi man i Sydamerika bruger ordet "mall" om et indkøbscenter, mens det i mit engelsk betyder indkøbsgode. Derfor var vi et helt forkert sted, da vi ledte efter stoppestedet i nærheden af gågaden. Vi kom om bord, og så rejste vi i ni timer med natbussen. Jeg fik sovet lidt, så jeg var i lidt bedre humør om morgenen. Jørgen var meget sød, og det var nemt at enes om, at når vi nåede frem til grænsebyen i Peru, Tacna, skulle vi have et godt hotel, koste hvad det ville.
På busstationen i Arica kom vi ind i en såkaldt collectivo. Faktisk havde vi bestemt, at vi ville med bus, men da der så var en, der shanghajede os, valgte vi collectivo, fordi vi da kunne komme af sted næsten med det samme. En colloctivo er en taxa med et fast bestemmelsessted. Den er utrolig billig. I Arica kørte de så snart der var fem personer i den. Det varede heller ikke længe, inden vi kom af sted.
Chaufføren hjalp med alt det nødvendige ved grænsen, og midt på formiddagen var vi fremme. Vi skulle så bare finde det gode hotel, og det viste sig, at det ikke var så let. En taxa kørte os rundt fra sted til sted, og alt var optaget. Til sidst fandt vi et, der var ledigt. Det var ikke top-luksus; men det var tilstrækkeligt. Det eneste minus var, at det vendte ud til en trafikeret gade; men jeg turde ikke andet en at tage det.
Vi gik så ud i byen og købte et lille kamera til mig (lige nu "os"). Det er et udmærket Canon, der bare ikke har så mange dikkedarer, som det gamle. Til gengæld kan det nemt gemmes i en lomme. Vi skulle ud i den anden ende af byen for at købe et større memory card, og på vej tilbage til hotellet blev vi igen udsat for nogen, der syntes, de havde brug for noget af vores. Denne gang var vi meget opmærksomme, så nu står det 3-1 til os. Jeg håber, det er vores score, der bliver forbedret. Da vi var så trætte, fik vi noget mad, og klokken otte gik vi i seng med en sovepille og ørepropper, og så sov vi sødt til vækkeuret ringede kl. 6.40.
Der er noget som hedder tidszoner
Vi stod op, pakkede og gik ned for at få morgenmad. Alt var lukket. Portieren sagde noget om, at der ikke var personale i køkkenet kl. 5 om morgenen; men det troede jeg bare, jeg misforstod. Han havde lovet, at vi skulle få morgenmad, og det fik vi også. Han lavede det selv.
En taxa kørte os til busstationen. Vi havde købt billet i forvejen og havde fået at vide, at vi bare skulle henvende os i det samme kontor, så ville vi blive fulgt over til bussen. Der var bare det, at kontoret var lukket. Vi ventede lidt, og så gik jeg over til afgangshallen for at orientere mig. Jeg kom grinende tilbage. På stationen var der et ur, der viste to timer mindre end mit. Der gik en prås op for mig, og hos en dame i en luge fik jeg bekræftet, at Peru var to timer efter Chile. så var der nogle ting, der passede bedre. Jeg havde ikke kunnet forstå, at forretningerne ikke var åbne kl. 10.30 om formiddagen. Jeg kunne pludselig forstå portieren, der var lidt måbende over at vi kom og forlangte personale til morgenmad osv.
ken otte gik vi i seng med en sovepille og ørepropper, og så sov vi sødt til vækkeuret ringede kl. 6.40.