Sibenik Dag 2
Spændende historie og imponerende bygningsværker i Sibenik
Sibenik med Skt. Jakob-katedralen, som siden år 2000 har været på UNESCOs Verdens-arvsliste og er en af de smukkeste kirker i Kroatien. Sibenik er en dalmatisk tidslomme med prægtige levn fra de historiske epoker, byen har gennemlevet. Måske især den venetianske periode har sat sine tydelige aftryk i den gamle bydel. Indlysende nok, for byen var under Venezias herredømme i omkring 400 år frem til 1797, og venezianerne sørgede for at holde skansen over for osmannerne. Bybilledet domineres da også af den svulmende Skt. Michael-fæstning, højt hævet over byen. Sibenik blev imidlertid, i modsætning til de andre dalmatiske byer, ikke grundlagt af hverken romerne eller venezianerne, men af kroatere tilbage i 900-tallet. Så tidligt er der dog ikke mange vidnesbyrd om i byen. Efter den venezianske periode blev Sibenik sammen med det øvrige Dalmatien indlemmet under østrigsk herredømme og efter Første Verdenskrig under Jugoslaviens indtil Kroatiens selvstændighed i 1991. Sibenik har bevaret sin autentiske aura,. I Sibeniks middelalderlige bydel bor folk, sådan som de har gjort til alle tider, fordi ejendomspriserne ikke er røget over smertegrænsen. Mennesker på gaden tager sig en snak med hinanden, og en synligt afslappet stemning breder sig i det lille kvarter, vi befinder os i, lidt oppe ad nogle af de trapper, som her er så mange af i den stejle gamle bydel.
Byen kravler op ad klippevæggen imod Skt. Michael-fæstningen via sammenfiltrede gyder, som – heldigvis – har fået lov at beholde deres lidt skødesløse, middelhavsagtige patina med tilfældige lapperier af huller i facader og på de røde tage.
Når man spadserer rundt i de smalle og hyppigt ret stejle gyder i den kroatiske by nord for Split, kryber byens sjæl hurtigt ind under huden. Her midt på dagen er varmen høj, men heldigvis har et skydække valgt at lægge sig dovent over byen, så det bliver udholdeligt at gå udenfor. Visse steder er der fra stræderne kig igennem porte til små gårdhaver, som giver mindelser om spanske patios. Vi bevæger os endnu længere op til fæstningen, der troner i al sin vælde oven over os. Her i sommerperioden er hele fæstningens indre omdannet til festivalplads med scene og adskillige tilskuerpladser, så gæsterne kan overvære kulturelle arrangementer i fabelagtige omgivelser. Udsigten ned over byens røde tage og videre ud mod skærgårdens mange gyldne klippeøer ud for den kroatiske adriaterhavskyst slår nemlig alt. Šibenik - Wikipedia, den frie encyklopædi .