Puerto Mont til Chiloe
Ved otte tiden lagde vi tit I Puerto Montt.
Hop til
Vi tog med det samme bussen til øen Chiloe, hvor vi har fundet et dejligt logi. Det koster det samme som vores forrige; men her dufter af renhed. Jeg er spændt på morgenmaden!
Det var så oplevelserne i de sidste dage. Turen var en ændring i programmet; men det var en god ændring, som vi er glade for. Det er ikke altid nemt at se hjemmefra, hvad der er mest udbytterigt.
Her i Castro, som byen på Chiloe hedder, her vi allerede set flere af de mennesker, vi så på båden. Det kan ikke nægtes, at det er turistruten, vi følger.
Et par steder i Castro findes disse palafitos: Huse på pæle. De var oprindelig beboet af fattige fiskere, der så altid kunne fortøje deres både ved huset. Nu er de eftertragtelsesværdige og bevaringsværdige kvarterer.
Så har vi været to dage på en regnvåd ø. Der stod i Lonely Planet, at det regnede 300 dage om året, og så tænkte jeg, at de fem, vi havde i sinde at tilbringe her, sagtens kunne være tørre. Det holdt ikke helt stik. Darwin var her også - for en del år siden - og han skrev, at den afgrøde, man skulle dyrke her på øen, ikke skulle have brug for meget sol for at modnes.
Den første dag tog vi ud til en ø, hvor vi ville se en kirke. Mange af kirkerne her på Chiloe er på listen over Unescos World Heritage.
De er bygget af træspåner, som kirketagene på rundkirkerne, og sine steder med bølgeblik, som så meget andet byggeri her. Den vi tog ud til, er den ældste; men den er ikke engang tre hundrede år gammel.
Vi kørte derud med den lokale bus: En minibus, som standsede overalt for at tage passager med og slippe passagerer af. Nøjagtig som rutebilen, da jeg var barn. Man købte ikke billet; men betalte chaufføren, når man steg ud. Hvordan han holdt styr på, at folk betalte det rigtige beløb, aner jeg ikke.
Vi skulle over et smalt farvand med en lille færge, som bussen skulle bakke om bord på. Der var ikke meget plads at gøre godt med, men selv de store lastbiler klarede det.
Da vi efter ca. halvanden time nåede ud til landsbyen med kirken, var den lukket. Jeg gik ind på en forretning på hjørnet og sagde, at jeg havde et spørgsmål. Der mødte jeg den første chilener. der ikke er venlig og imødekommende. Jeg blev blæst baglæns ud af butikker, med en besked på, at hvis spørgsmålet havde med apoteksspørgsmål at gøre, ville hun gerne svare. Tak! så var min frimodighed opbrugt: Heldigvis skal der mere end en lukket dør og en sur dame til at standse Jørgen, når han vil noget. Han standsede den første der viste sig -en ældre dame - vi var vist nok kommet ind på privat grund, men i forbindelse med kirken - og sagde: Inglesia, abierto. Cuando? Damen forstod, og så kom der gang i sagerne. Efter noget parlamenteren udleverede +en, som jeg tror er præstens husholderske, en nøgle til kirken, og et eller andet sted dukkede der pludselig en tredje dame op.
Hun førte os med rundt i kirken og fortalte og forklarede på et spansk, der var meget langsomt og tydeligt. Jeg var temmelig stolt over at kunne oversætte for Jørgen stort set alt, hvad hun sagde. Hun var vant til at tale med turister, der ikke kunne noget spansk, sagde hun, og hun var vant til at lytte godt til spørgsmål på fremmede sprog og underligt spansk.
Kirkerne er egentlig ikke særlig pæne, og de er bestemt ikke imponerende. Det får mig til at spekulere på kriterierne for udvælgelse af de steder og bygningsværker, der ønskes bevaret for eftertiden, at disse kirker er med, mens rundkirkerne på Bornholm ikke er. I Danmark er det Jellingestenene, Roskilde Domkirke og Kronborg. Ja, og så gletsjeren ved i Diskobugten; men den er jo ikke så forfærdelig dansk. Gletsjeren, som vi så i Argentina, er også med på listen.
Dagen i dag havde to vigtige punkter: Vasketøj og billetter. Vasketøjet er noget af et tilbagevendende problem, da vi jo næsten intet tøj har med. Indtil nu er det gået fint, og det gjorde det også i dag. Jeg fik indleveret det et sted, efter at have spurgt vores værtinde, hvor jeg kunne gå hen, og så hentede jeg det igen hen under aften. Vasket og tørret, men ikke strøget. Det kan ikke betale sig i rygsækken. I en sidebemærkning er rygsækkene nok en fejltagelse. Jørgens knæ og min ryg kan ikke rigtig tåle byrden, og vi går ingen steder, hvor en kuffert på hjul ikke ville have kunnet klare det. Fra busstation til logi. I en kuffert ville det så have været lettere at lægge tøjet lidt pænere. Så har vi prøvet det og ved det til næste gang. Faktisk ser vi heller ikke mange backpackers i vores alder.
Næste programpunkt var billetter til bus videre frem. Vi har besluttet os til at afkorte besøget på Chiles pendant til Bergen. Nu vil vi gerne have sol og sommer. så lagde vi mærke til, at også denne gang stod der 'Tarifa tercera edad" på billetten. Det betyder tarif for den tredje alder. Det havde vi ikke tænkt på at spørge om, men det er de åbenbart ikke så karrige med her. Fint. Denne gang var det ca. 7 %, og det er da værd at tage med. Vi tager yderligere nogle hundrede kilometer nordpå i morgen. Vi skal af sted kl. 10 og er fremme ca. kl. 17. Busserne er moderne og behagelige. I det hele taget er der meget, der tilsyneladende er blevet bedre i løbet af de fem år, der er gået, siden vores rejseguide blev udgivet.
Efter ærinderne tog vi en minibus til den sydligste by på øen.
Der blev det et forfærdeligt regnvejr, så vi sad mest inde og spiste. Jørgen fik endelig en varm suppe, muslingesuppe, som han har ønsket længe.
Så har dagen kun tilbage at tjekke mail og skrive, og så gå ud og spise. Vi er altid de første, der kommer ind på en restaurant. Vi er der mellem halv otte og otte; men det er alt for tidligt for chilenere. Maden er ikke noget at skrive hjem om, for budgettet kan selvfølgelig ikke holde til gourmetmiddage hver dag, så nu kender jeg snart kylling og fritter eller ris og et eller andet stykke stegt kød. Vi spiser for at overleve, og det er ganske sundt at prøve. Man kan somme tider hjemme få den tanke, at vi lever for at spise. Normalt spiser vi bare lidt flutes med ost eller skinke til frokost. Ret spartansk. Jørgens knæ har heldigvis været bedre i dag.