Det var en lettelse at slippe ud af det snuskede, rent ud sagt møgbeskidte logi, vi havde i Puerto Natales. Her var -fryd- glatte, hvide lagner af rent bomuld, en hovedpude, der ikke var fyldt med knudret kapok, men var dejlig blød, og tykke, hvide, rene frottehåndklæder. For at ikke træerne skulle vokse ind i himlen, var der noget i vejen med varmtvandssystemet, så de fleste bade var ret kolde. Morgenmaden var ikke længere et stykke hvidt brød med syntetisk marmelade - jo, det var der også, men der var juice, cornflakes, yoghurt og røræg. Vi fik tre solide måltider om dagen og ind imellem kunne man tage så meget kaffe og te, man ville. Maden smagte rigtig godt; men på grund af den yderst fiberfattige kost, vi har fået hidtil, havde jeg fået forstoppelse, så jeg kunne ikke spise ret meget. (Men det er jo heller ingen skade til).
Færgen er en kombination af en fragtfærge mellem de to landsdele (der er som bekendt ingen vej), passagerfærge og turistcruiser. Der var flest turister med.
Den første dag sejlede vi op gennem smalle kanaler mellem småøer, som færgen snoede sig ind og ud mellem. Det var meget, meget smukt og imponerende.
På andendagen skulle vi tidligt op. færgen ankrede op ud for en bygd, som den var forsyningslinje til. Den eneste bygd i to et halv døgn. Ellers er strækningen ubeboet.
Bygden blev oprettet i tredverne som en mellemstation for trafik; men da den i tresserne (måske halvtredserne) blev overflødig, forærede man husene til den oprindelige indianerstamme, Kawasqar'erne, der på det tidspunkt endnu levede som de havde gjort i årtusinder. Det holdt de op med, da de fik bygden. Og nu er der i øvrigt kun 8 fuldblods Kawaskaer tilbage. I hele bygden boede der ca. 250 mennesker. Den var indbegrebet af trøstesløshed. Grim, snavset, forfalden. Der var en skole og en kirke, og et par små forretninger. Selv souvenirerne, som de havde flikket sammen til det ugentlige besøg, er det ynkeligste, jeg nogensinde har set.
Mens vi var i bygden, fik vi os en ordentlig forskrækkelse: Vi skulle gå på gangstier eller gangbroer af træ, og da det regnede, var de meget glatte. Da Jørgen skulle ned ad et trin, faldt han og forvred sit dårlige knæ. Det gjorde meget ondt; men heldigvis fortog det sig langsomt, og det ser ud som om, vi slipper med forskrækkelsen.
Efter besøget i Port Eden, som den langtfra paradisiske bygd hed, sejlede vi til op ad eftermiddagen, hvor man for turismens skyld tog en afstikker til en gletsjer, der løb lige ned i vandet. Også imponerende.
Så nærmede vi os Golfo de Pena - Lidelsernes Golf. Ved tretiden blev der uddelt søsygepiller til alle, der mente, de kunne have behov. Det havde jeg selvfølgelig. En times tid senere begyndte det at blive lidt uroligt, og så gik jeg i seng. Ved spisetid kom Jørgen ned med et par boller, som jeg spiste med velbehag, da jeg overhovedet ikke følte mig dårlig, og så blev jeg ellers liggende på min ryg i 16 timer. Derefter var det tid til at stå op næste morgen, og således klarede jeg lidelserne på bedste vis.
Den sidste dag var ikke så spændende. Vejret var hele tiden dårligt, og vi var for det meste langt fra kysten; men vi havde mødt et par søde fyre, som vi snakkede en del med og spiste med. Dem vil Jørgen vist fortælle mere om. Den ene var nordmand. Han havde været med på det norske skib, som vi så i Ushuaia den første dag, for han havde altid drømt om at sejle helt fra nord til syd, og det gjorde han så. Fra Hammerfest til Antarktis.
Ved otte tiden lagde vi til I Puerto Montt.
