Værtsfamilien
I dag har vi kikket lidt på byen. Der er et fantastisk grønsagsmarked med grønsager, frugt og krydderier, og så er der er marked med håndværk af forskellig art. Vi er forhindrede i at købe noget, da vi ikke kan bære det. Måske godt det samme.
Den store oplevelse her i Chillan bliver at være sammen med en chilensk familie. Samuel taler både dansk og engelsk; men hans kone taler kun lidt engelsk. Det giver lidt træning til sprogområderne i hjernen.
Ikke mere denne gang. Nu vil jeg prøve, om jeg ikke snart selv kan finde ud af at lave linkene.
Vi er stadig i Chillan og bor stadig hos Samuel og Anita. Her får vi virkelig mødt et chilensk hjem. Måske kunne vi også lære noget. De har modtaget os med åbne arme, selv om de begge er ved at tage nogle eksaminer på deres fritidsstudium. Vores ide er at rejse videre i morgen. Forsøgene på at få os til at blive en uges tid længere, er mange. Så vil de være færdig med eksamen og have bedre tid til os. Og vi tror, de mener det ærligt. Som danskere er vi bange for at blive for længe. De siger, at reglen om at fisk og gæster begge dele lugter dårligt på tredjedagen, ikke gælder for Chile.
Dagligdagen er en del anderledes. Morgenen begynder først for dem efter kl. otte. De møder først omkring kl. ni. Så arbejder de til kl. ca. 13.00, hvor de kører hjem og spiser en tre-retters middag. Det er dagens vigtigste måltid for familien i Chile. Anita har så tilberedt det meste aftenen i forvejen, så hun hurtigt kan servere for det antal gæster, der nu måtte være. De spiser, hun gør lidt rent og de hviler et øjeblik, og så er det tilbage på arbejde kl. 15.00. Arbejdet slutter kl. 18.00. Det sidste måltid serveres omkring kl. 21.00. Det er noget mindre end middagsmaden, men også med varm mad.
I dag har vi været med på arbejde. De arbejder begge på en privatskole, der ejes 67 af Samuels familie. En stor del af skolerne i Chile er private. Det er der, der gives den bedste undervisning. Den er startet i 30'erne af Samuels forældre, dels som en protestantisk skole i et katolsk land, dets for at hjælpe alle de mange børn, der blev forældreløse efter et stort jordskælv i 30'erne. Den har vokset sig stor, blandt andet fordi der efterhånden er en del mistillid til de katolske skoler.
Den katolske kirke støttede Pinochet, og det har man ikke glemt. Nu er man begyndt at turde modsætte sig. Dels er der modstand mod alle de pædofile præster, man siger, der findes.
Jeg har ikke set nok eller hørt nok til at give et korrekt billede af det chilenske skolevæsen. Der er regler og love, der virker gode; men det er sikkert ikke i enhver offentlig landsbyskole, man kan imødekomme dem. Jeg læste i avisen, at et regeringsmedlem har udtalt, at fra 2010 skal alle skoler have et bibliotek med bøger, og ikke bare et rum, der egner sig til at have bøger i. Og en vittighed fra avisen, der har med arbejdsløshed at gøre. Man skal være positiv. Man skal ikke sige, at der er så og så mange procent, der er arbejdsløse. Man skal sige, at der er så og så mange procent, der gerne vil arbejde. Er det så 10 % på Bornholm, der gerne vil arbejde?
I skolerne har man imidlertid løst gårdvagtsproblemet. Et eksempel til efterfølgelse. En kort uddannelse (måske to år) giver en titel som inspektør. Her havde de tre inspektører på skolen. Deres arbejde er at sørge for orden i skolegården, holde opsigt med spisesalen, snakke med børnene, der har problemer, og sætte plastre på og klare andre mindre skader. De er på skolen hele dagen, og her i byen holder de også eventuelle narkodealere borte.
Var det ikke en ide til efterfølgelse?
Her skulle have været billeder fra skolerne; men de er forsvundet med kameraet.
Mens vi bor her i familien, får vi også en masse at vide om chilenske samfundsforhold. En ældre bror, der har boet i Danmark i 30 år (Pinochet-flygtning) er nu vendt tilbage. Han bor hos familien fire dage om ugen, og i de lange weekender tager han så hjem til konen et par hundrede kilometer herfra. Han fortæller en masse, og er jo også i stand til at drage sammenligninger. Det er uhyre interessant.