Mere nordpå
Så kom vi med nød og næppe ud af Valparaiso i søndags. Valparaiso skulle begave os med endnu en af de oplevelser, der er sjove bagefter.
Lørdag havde vi sagt til vores værtinde, at vi skulle tidligt af sted, og om vi kunne få morgenmad tidligt. Jeg havde en fornemmelse af, at vi talte for døve ører. Sagen var, at den ene havde fødselsdag og skulle have gæster, og bagefter skulle de ud at danse tango og salsa.
Da vi stod op søndag morgen, var der intet varmt vand, og da vi kom ned i spisestuen var den helt mørk. Altså ingen morgenmad. Det tilgav vi nu, fordi vi om aftenen havde deltaget i festlighederne med at skåle for fødselaren, og vi var da også blevet inviteret med ud at danse.
Vi begav os så til busterminalen, hvor vi drak et krus kaffe og havde god tid til at vente på vores bus. Jeg sad og glædede mig over, at vi nu var begyndt at forstå systemet. Jeg kikkede på de busser der holdt. Alle havde destinationerne i vinduet og et ur, der viste afgangstidspunktet. Alle.... undtagen en. Lidt senere gik Jørgen en tur og spurgte alle busserne, om de skulle til vores by Caldera. Det skulle de ikke, men de blev ved med at sige, at vores bus kom snart. Den unavngivne bus var kort og efterhånden var der gået ti minutter over afgangstidspunktet. så måtte jeg ind og forhøre mig i billetkontoret om, hvad der var sket. Damen så helt fortvivlet ud. "Jamen, den er kørt," sagde hun. "kørt? Vi har forhørt os med alle busser. så begyndte hun at snakke hurtigt om taxa og Vina. Da jeg ikke forstod det hurtigt nok, rejste hun sig fra sin stol og løb på sine høje hæle. "få fat i din mand," sagde hun, og så dukkede der en taxachauffør op som skudt op af jorden. Vores bagage blev smidt i bilen, jeg råbte et hurtigt "Grazias" og så kørte vi ud af byen, alt hvad remmer og tøj kunne holde. Den gamle Lada fik virkelig lov til at spadsere. Da var jeg lidt nervøs og tænkte, om det virkelig var så vigtigt at nå den bus, selv om det var dagens eneste. Da vi nåede ind i Vina begyndte taxachaufføren at sige, at vi bare skulle tage det roligt. Det gjorde vi ikke helt. Han fik det beløb, han bad om, undervejs, og da vi holdt ved terminalen, for jeg ud med min rygsæk. på holdepladsen holdt den anonyme bus, der tidligere var kørt fra Valparaiso. Jeg spurgte, om det var den til Caldera, og det var det. så var der kun at råbe til Jørgen, der ikke kunne løbe så hurtigt, og så faldt vi om i bussen og rystede på hovedet over, at vi havde været så dumme og uheldige, at vi begge to havde undgået at spørge den rigtige bus.
så kørte vi 1300 km de næste to dage. Nord for Valparaiso var dalen et stort gartneri, men hurtigt blev det mere og mere ørkenagtigt. Spredt plantevækst, der blev mindre og mindre. så kom vi til en by, og der opdagede vi, at Atacamavinen, som man kan købe i Brugsen derhjemme for rimelige penge, virkelig bliver dyrket i Atacamaørkenen. Der var store vinmarker, omgivet af sandklitter uden spor vækst. Det så underligt ud.
Efter denne oaseby forsvandt plantevæksten mere og mere. Det blev til sidst rent sand og på et tidspunkt klippeørken. Meget, meget goldt.
Efter 13 timers køretur kom vi frem til den lille ørkenby, hvor vi skulle overnatte. Der var sand i gaderne og klitter hele vejen rundt om byen, bortset fra til den ene side, hvor havet var.