Arequipa er en by med mange smukke bygninger, som jeg glæder mig til at kikke mere på. Vi har lagt mærke til, at der i masser af bygninger står et skilt om, at her er en sikkerhedszone i tilfælde af rystelser. Den ene af mine lærere fortalte, at der tit er jordskælv i byen. Det sidste af større art var for fire år siden, hvor katedralens tårne faldt. De er genopbygget i samme stil. I gaden ind til byen er der fuldt af glarmesterbutikker. Jeg gætter på, at det er fordi der er god forretning i at handle med glas efter en større eller mindre rystelse.
I torsdags var der en rystelse. Den var nu ikke større, end den fik kopper til at klirre og borde tit at stå lidt usikkert, og vi oplevede den ikke, fordi vi sov.
Om eftermiddagene går vi eller jeg i byen. Somme tider vil Jørgen ikke med, fordi han skat læse lektier.
I torsdag var vi af sted sammen, og da var vi på et meget spændende museum. I halvfemserne blev der på bjergene i nærheden af Arequipa fundet tre mumier. Børneofringer fra Inkatiden. Den ene og bedst bevarede er en ca. tolvårig pige, som man har kaldt Juanita. Hun blev ført op på toppen af bjerget (ca. 6000 m) og der ofret til guderne. Efter at hun bogstavelig talt var blevet slået ihjel, med et slag der har givet kraniebrud, er hun så blevet pakket ind og gravlagt. Hun er straks dybfrosset. I halvfemserne gik en af vulkanerne i udbrud og derved smeltede sneen på vulkanen ved siden af. Juanita smeltede ud af isen og trillede nogle hundrede meter ned, hvor hun havnede i sneen. Heldigvis gik der kun et par uger, inden hun blev fundet, og derfor er hun så velbevaret, især på de side, der lå ned i sneen. Hun er nu på museet her. To måneder om året tilbringer hun dog på et laboratorium, så man er sikker på, at man kan bevare hende. De to andre mumier er ikke på muset, men de ting, der er blevet fundet i alle tre grave, er at se. Det er meget imponerende.
Der var fodboldkamp på byens store stadion, der kan rumme 45.000 mennesker. Det var en finalekamp om Perumesterskabet, der blev spillet mellem Cusco og Lima, men altså på neutral bane. Han inviterede vores vært med til fodbold, og det gjorde lykke. Til gengæld var jeg med kvinderne i forretninger, der har åbent til kl. 23.00 om aftenen her op under jul.
Vi har lige fået arrangeret vores billet tit La Paz samt hotel der, og også hotel i Copacabana, hvor vi skal holde nytår. Det er ikke Copacabana
ved Rio, men en by ved Titicacasøen.
Arequipa d. 26-12-05
Julen var alligevel ikke helt overstået. Juledag spurgte Manuel, om vi ville med på familiebesøg. Det havde Mariela ellers sagt, at de ikke ville, fordi de ikke kunne gå alle fire, da den ene datter jo er syg. Han tænkte lidt hurtigt, og så arrangerede han en lille eftermiddagstur for os.
Først var vi på kirkegården for at lægge blomster ved hans forældres grav. Kirkegården viste sig at være et historisk monument. "Gravene" var over jorden i fem eller seks etagers højde. Det var ikke urner; men tilsyneladende kister, der var muret ind. Det så meget smukt ud - og specielt - men vi har ikke nogen billeder, da vi ikke forestillede os kirkegården som noget særligt - hvad den altså var! Derfor havde vi ikke kameraet med. Bagefter kørte vi lidt rundt og så, hvor i byen hans familie boede og hvor han selv havde sin forretning, og til sidst endte vi hos hans søster tit julebesøg. Her blev serveret vin, og da vi havde siddet der lidt, kom der flere gæster. Det viste sig at være den samme bror, der havde været i vores hus om formiddagen. Han var på julebesøg sammen med kone og fem døtre. Jørgen kunne godt lide det, for alle kysser alle her, og sjældent har han fået så mange kys af unge piger! Vi fik mere vin og mere julekage, og faktisk var vi temmelig stoppede, da vi kom hjem.
Hjemme var en søster til Mariela og hendes gamle, friske far på 86 på besøg. Vi fik serveret mere julekage, der heldigvis ikke er fed, men er en slags sødt brød med syltede kirsebær i. Efter det gik vi i seng. Af en eller anden grund er vores maver lidt utilfredse. Vi tror, det måske er en effekt af højden, for vi spiser kun det vi får i huset, og det er bestemt veltillavet.
Vi tager herfra i aften med en invitation til endnu et privat besøg, når vi til den tid er på vej før Cusco til Nazca. Det er husets svigersøn, der bor der hos sin mor. Det brækker den lange bustur i to dele,
Anden juledag forfod vi Arequipa. Da var julen i Peru sådan set overstået, bortset fra at juleudsmykning først fjernes d. 6. januar, ligesom i Danmark i gamle dage: "Hellig Knud, bærer julen ud". Den sidste dag gik vi en tur i byen. Jørgen skulle nå at se katedralen; men det glippede. Den var lukket for turister på grund af julen. I stedet gik vi til en lille passage, for at få pudset sko. Der er masser af skopudsere i byen, der går rundt med deres kasser; men denne gang gik vi til en mere etableret. Han havde en overdækket stolerad med tre høje sæder. Foran stolesæderne var der piedestaler til at sætte fødderne på under operationen. I stolen lå der aviser, så men kunne læse, mens man ventede. Jeg læste et opslag, han havde om alle de services, han kunne tilbyde, og priserne for samme. Med tilfredshed så jeg, at han ikke arbejdede om søndagen. Det må betyde, at han tjener nok, for ellers ville han som så mange andre gadesælgere arbejde alle ugens syv dage. Jeg var nummer to i køen, og jeg skal love for, der blev arbejdet. Han brugte vel ti minutter til et par sko. Da det blev min tur, blev snørebåndene sportssko laksko. Jeg bad Jørgen kikke godt efter, så han kan gøre kunststykket efter. Her i La Paz er det stort set drenge, der er skopudsere. Nogle af dem er ikke ret gamle. Faktisk er der mange børnearbejdere. Det var der også i Arequipa. Mens bilerne holdt for rødt, styrtede de frem og pudsede forruden og håbede på en skilling. Det så ud til at være kutyme, at hvis man lod drengen pudse ruden, så fik han også penge. Ellers blev han jaget væk med det samme.
førstrukket ud. Det var jo ikke dem, der skulle pudses. Og så gik han ellers i gang med forskellige børster, cremer, fingre og klude. Da han var færdig lignede mine forbløffede sportssko laksko.