Juleaften

Vi gik på indkøb i byen. Vi har jo ikke noget særlig præsentabelt tøj - mildest talt ligner det noget, der er trukket op af en rygsæk, og det er ingen kvalitetsbetegnelse. Derfor syntes vi, vi måtte købe lidt, så familien ikke skulle skamme sig over at have os med i kirke. Jørgen købte en skjorte, og det kan være, han skal have nogle stykker med hjem, for prisen var særdeles rimelig - 80 kr. Det samme gav jeg for en cardigan i alpakauld. Med disse to indkøb syntes vi, vi så så nogenlunde ud. At jeg så ikke havde nogle "fikse" sko at tage på, er en anden sag.

Juleaftensdag havde jeg spurgt, om jeg ikke kunne hjælpe til i køkkenet, og det fik jeg tov til; men jeg var nok ikke til så meget hjælp, da jeg jo ikke anede, hvad tingene skulle bruges til, eller hvad der rigtigt skulle gøres ved dem. Jeg skrællede æbler tit æblepure og skrællede gulerødder, og så blev jeg sat til at tage hinden af valnøddekerner. Jeg ved ikke, om hinden smager besk; men jeg blev overrasket, da jeg opdagede, hvad det skulle bruges til. Jeg tror ikke, man ville have kunnet smage forskel. Om eftermiddagen tog Manuel (manden i huset) os ud på en tille tur. Vi kørte med offentlig mikrobus til en landsby lidt uden for Arequipa. Der så vi kirken og var helt oppe i klokketårnet, da der var en meget venlig kone, der spurgte om vi ikke havde lyst. Lidt senere kom hun op og ringede med klokkerne for at kalde folk til messe kl. 5. Jørgen havde lidt dårlig mave, så mens han fik set toilettet på en restaurant i landsbyen, fik jeg set køkkenet. Det var meget primitivt, og det ville ikke have opnået en glad Smiley; men konerne i køkkenet var søde. De var ved at forberede de samme salater som Mariela derhjemme.

Vi kørte hjem, og der blev serveret et glas juledrik; champagne med en juice i. Manuel stillede sig op foran julekrybben og sagde en kort bøn, og derefter blev der givet gode ønsker og så drak vi. Under træet var der nogle få gaver. De var til Camilla på ti måneder, og de blev så pakket op på dette tidspunkt. Ingen andre fik gaver. Vi havde været lidt i tvivl; men havde så besluttet os til, at kun Camilla skulle have en lille gave. Derudover havde vi om fredagen købt en buket til Mariela og et par flasker vin. Vi var selvfølgelig glade for, at vi havde valgt rigtigt. Derefter gik vi til bords. Til stede var familien, dvs. Manuel og Mariela, deres to døtre og svigersønner og så lille Camilla. I en lejlighed ovenpå huset bor en tysk pige, der arbejder som frivillig i Arequipa. Hun var Også inviteret med; men hushjælpen - en tyveårig pige var kun inviteret med for at hjælpe og passe barn. Hun spiste ude i køkkenet.
Maden: Det var en tallerken med kyllingeroulade og et rigtigt stykke kød. Kødet var marineret i noget, jeg ikke ved, hvad var, og kogt i Coca cola!!. Det smagte virkelig godt. Dertil fik vi noget fyld, der egentlig skulle have været puttet ind i en kalkun, og det var til dette fyld mine nødder blev brugt. Desuden var der æblepure som sovs og fire salater. Alle salaterne var med kogte grønsager; en med spinat og tomater, en med gulerødder, en med rødbeder og en med store, hvide bønner med løg. Det smagte fortræffeligt. Da tallerkenen var tømt, blev der ikke budt på mere (vi var altså også ganske mætte); men mærkværdigvis fik vi ingen dessert. Det har vi ellers næsten fået to gange om dagen til hverdag. Den vin, vi havde købt blev serveret ved bordet. Maden blev øst op ude i køkkenet.
Vi rejste os fra bordet og gik ind i opholdsstuen, vor Manuel igen gik hen til julekrybben. Der sagde han igen en lille bøn og fjernede så det stof, der indtil nu havde ligget over Jesusbarnet. Det skulle symbolisere fødslen. Den tyske pige havde hentet sin tværfløjte, og hun spillede så nogle julemelodier. Europæiske. De har en anden klang end de peruanske. De er meget lystige og giver slet ikke konnotationer til jul. Manuel sagde, at det var det latinamerikanske blod. Der var ikke tid til tristesse eller for meget højtidelighed.
Klokken var ved at nærme sig tolv. Mariela var blevet så træt af alt arbejdet, at hun var ved at falde i søvn i stolen, og hun gik så i seng; mens vi andre afventede tidspunktet for Jesu fødsel - sagde Manuel. Klokken tolv begyndte fyrværkeriet og vi gik op på taget for at se. Der blev brændt rigtig meget af; men ikke så meget som nytårsaften.