Her i weekenden havde vi så bestilt en tur til en canyon et stykke uden for Arequipa. Det er en canyon, der er længere og dybere end Grand Canyon i USA; men jeg kan jo ikke sammenligne dem, da jeg aldrig har set Grand Canyon. Vi blev hentet om morgenen af en minibus, der startede turen ud til en landsby i bjergene. Vi var i alt otte turister plus en ulideligt selvoptaget guide. De andre var selvfølgelig alle sammen unge. På vejen til landsbyen standsede vi flere gange for at se naturen.
Der var vandløb, hvor der græssede lamaer og alpakaer. De blev passet af indianerkoner i deres fantastisk flotte dragter. Farvestrålende og omfangsrige kjoler med broderede bluseliv og hatte. De har mindst to folderige skørter på, og det yderste bliver hæftet op over maven, så det danner en stags tomme. Kvinderne sidder aldrig bare. De laver noget håndarbejde. Mange har jeg set spinde på en håndten. Da jeg nu har set alpakaerne også, har jeg set alle fire lamaarter. Lamaen, guanacoen, alpakaen og vicunaen. Vicunaen er den mest elegante. Lamaernes antilope.
Et sted standsede vi for at drikke te lavet på kokablade. Det skulle være godt mod højdesyge. Vores værtinde havde også givet os en flaske med. Et af de steder vi standsede, var på det højeste sted. Det manglede kun under ti meter i at være 4900 meter. Her fik vi vist en vulkan, hvor Amazonfloden udspringer. Luften var noget tynd heroppe, og man skulle trække vejret lidt hurtigere. Føromtalte åndenød. På vej ned mod landsbyen begyndte en hovedpine at melde sig.
Vi kørte ind på en restaurant, hvor vi skulle spise frokost. Da vi havde bestilt, kom der brød på bordet, og så opdagede jeg, at jeg overhovedet ikke kunne spise. Jeg skyndte mig derfor at afbestille den ene ret og nøjes med noget suppe, som jeg heller ikke gjorde meget ved.
