Cusco

Cusco
12-01-0b
Så er jeg her igen.
Den sidste dag i Puno brugte vi til at besøge en gammel gravplads. Med gammel ved jeg ikke præcis, hvad jeg mener, men den er i hvert fald pre-inka. Den var temmelig usædvanlig på den måde at gravstederne var tårne. Der var tre forskellige slags. De fornemste var med flot tilpassede, afrundede og slebne sten (store kampesten). Tårnene havde været 12 meter høje og i hvert tårn, havde der været tolv mumier. Den næstfineste gravplads var lavere tårne af flade sten, og de mest ydmyge grave var tårne af sten af alle mulige faconer. Selv gravpladsen havde omkring 90 tårne, og den næste dag skulle vi så af sted til Cusco. Det var en bustur på 7 timer. Vi havde booket sæder i bussen (en todækker) så vi sad over førerhuset på de forreste sæder med frit udsyn. Dvs., da vi steg op i bussen, var den ikke nær så fin, som bussen, på det billede, jeg havde set, og vinduet ud for min plads var revnet på kryds og tværs og sat sammen med brede klæbestrimler, så det var begrænset, hvad jeg kunne se. Farligt? Ja, det er det vel; men jeg tror ikke, jeg hernede har set en bil med hele ruder, og der skete da heller ingenting. Bussen viste sig at være en bus for de lokale. Ikke nogen stor overraskelse, da vi havde fravalgt muligheden for en turistbus, der stoppede ved fem seværdigheder undervejs. Bussen kom af sted med godt en halv times forsinkelse, og der var næsten ingen mennesker med. Det kom der, da vi holdt i Juliaca, den by på Altiplano, som jeg tror jeg nævnte under vores tur tit La Paz. Trøstesløs grim, men med masser af mennesker. Her blev bussen fuld af indianere med deres bytter og oppakning og anderledes kropslugte.
Ved middagstid føjedes endnu en lugt til de øvrige. Bussen stoppede et sted og samlede et par koner op. De solgte middagsmad. Stegt fårekød og stegte kartofler i lyserøde plasticposer. 6 kroner pr måltid. Vi nøjedes med de bananer, vi havde købt.
Efterhånden som vi nærmede os Cusco forandrede landskabet sig. Vi krøb 1000 meter ned og der blev mere frugtbart. Det var dejligt at se på.
Vi havde bedt vores værtinde i Puno om at booke et bestemt overnatningssted, som vores spanske bekendte havde anbefalet, og vi ankom til Cusco i den tro, at vi skulle bo der. Som aftalt blev vi modtaget af en agent fra et bureau, som dels skulle følge os til vores hotel, dels sælge os vores tur til Machu Picchu. Vores overraskelse var lidt stor, da det viste sig, at der var booket på et helt andet hotel. Pænt nok, måske pænere end det andet, men der var meget støj fra gaden. Vi bestemte os dog til at blive, mod at få et værelse på en etage højere oppe, og så har vi sovet fortrinligt med ørepropper. Men der bor ikke mange på hotellet. En nat var vi de eneste, og vi savner de unge backpackere at snakke med. Til gengæld får vi en udstrakt service. Vi beholdt vores værelse gratis, da vi tog til Machu Picchu, så vi bare kunne lade bagagen stå, og i morgen, når vi skal af sted igen, behøver vi ikke tjekke ud til anvist tid.
Og så er vi jo på et af højdepunkterne på vores tur: I inkaernes område. Selve navnet Cusco betyder verdens navle. Vi har gået rundt i byen og set, hvordan huse er bygget oven på inkaernes mure. De er lette at kende. stenene er afrundede lidt i kanterne, de er pudsede, og så er de føjet sammen fuldstændig uden bindemiddel. De passer så nøjagtig sammen, at det er svært at forstå, hvordan det har kunnet lade sig gøre. Vi har været på en citytur, hvor vi dels så domkirken i Cusco. Det er en så stor og imponerende udstyret kirke, at vi ikke synes, vi før har set tilsvarende. Måske er noget af inkaernes guld gået til udsmykningen her. Derudover så vi, hvordan man har bygget en kirke med et kloster oven på et af Inkatidens soltempler. Solen var den stoerste gud. Derefter koerte vi ud og saa nogle ruiner fra inkatiden. Vi havde en temmelig god guide, og jeg fik i hvert fald sat en ting på plads. Jeg havde fejlagtigt troet, at inkaerne var en stamme, og jeg spekulerede på, hvor deres efterkommere var. De er her som Que’swa stammen, der er den fremherskende stamme i Peru i dag. Que’swaerne levede også for 1000 år siden og for 600 år siden i inkatiden. Det var deres konge, der blev kaldt inka. Svarende til farao eller tsar.
Tirsdag satte vi kursen mod turens højdepunkt: Machu Picchu. Vi tog en arrangeret tur gennem The Sacred Valley (den hellige dal), hvor vi så nogle markeder og nogle ruiner. Meget imponerende bygningsværker. Der står så meget af det, at man let kan forestille sig, hvordan det har set ud. Og især er deres store terrassearbejde bevaret overalt i dalen og også mange andre steder.
Vi forlod den arrangerede tur i en lille by, der hedder 011entaytambo. Den bliver kaldt den endnu levende inkaby, fordi der er så meget tilbage fra inkatiden. Her blev vi samlet op af vores mand fra bureauet. Han satte os på toget videre mod Machu Picchu. Der er nemlig ingen veje dertil, så man bliver nødt til at tage et tog i halvanden time. Når jeg siger “nødt til” er det fordi monopolet har betydet fuldstændig urimelige priser. Vi ankom til en lille turistby, der hedder Aguas Catientes (varme vande) fordi der er nogle varme kilder. Der blev vi hentet af en dame fra det hotel, hvor vi skulle bo. Vi gik ud og spiste, og så gik vi i seng for at stå tidligt op næste morgen. Der er to gode grunde til at ankomme tit Machu Picchu tidligt om morgenen; Dels er det fascinerende at se byen stige frem af tågen, dets er det en god iMachu Picchu ligger ret højt oppe i forhold til Aguas Calientes. Der er lavet en grusvej derop, og man bliver kørt i busser. På de otte kilometer er der 12 180 graders hårnålesving, og vejen er smal og går langs dybe afgrunde. Den tur var jeg ikke begejstret for; men vi kom op til stedet.de at se byen før horderne af endagsturister kommer fra Cusco.
Hvor man går ind, kan man ikke se byen, så vi tog på må og få en sti opad. Da vi havde gået ca. ti minutter kunne vi pludselig skimte bygninger lidt længere nede; men vi kunne kun ane byen gennem skylaget. Og pludselig var den totalt forsvundet i tåge.
Vi satte os til at vente et sted, hvor der også var en del andre -og pludselig begyndte solen at trænge igennem skyerne og i løbet af få minutter kunne vi se det hele. Det var en stærk oplevelse. Forskellen på Machu Picchu og de andre inkaruiner er, at spanierne aldrig fandt byen, så den er ikke ødelagt af mennesker. Den blev overgroet af skoven, der er regnskovsagtig (man kalder det her cloud forrest) og først fundet igen i 1911. Det, der er ødelagt, er det naturen ødelægger i løbet af 500 år. F. eks er alle tagene selvfølgelig forsvundet, for de var af strå. Noget er blevet ødelagt af regnvand, og så en stor skændsel; 11978 ville den peruvianske præsident og nogle højtstående personer besigtige Machu Picchu. Midt i byen er der en stor festplads til religiøse ceremonier, og midt på denne plads stod der en obelisk. Præsidenten forlangte obelisken fjernet, så man kunne bruge pladsen til heliopad til de tre helikoptere, de skulle ankomme i. Som befalet, så gjort. Obelisken blev hakket i stumper og stykker, så vip’erne kunne lande! Kriminelt. Når magt går folk til hovedet, er der ingen grænser.
Vi gik først rundt for os selv i to-tre timer, og derefter mødtes vi med en professionel guide, der var rigtig god til at fortælle. Stor oplevelse, og endnu engang var vi heldige med vejret. Vi er midt i regntiden heroppe og tit regner det dage i træk. Vi har haft tørvejr til alt, og det begyndte først at regne, da vi var tilbage på togstationen. Togturen tilbage til Cusco blev en laaaang tur, fordi lokomotivet havde problemer, og da vi rejste med backpacker toget (det andet koster det hvide ud af begge øjne – dette kun det hvide ud af det ene øje) var det ikke særlig komfortabelt; men med en lille times forsinkelse nåede vi da frem.
I morgen venter os den sidste af de alvorlige strabadser bortset fra flyveturen hjem: femten timers bustur til Nazca. Men vi glæder os til at komme ned fra højderne og væk fra kulden. Vi er begyndt at give det varme tøj til tiggerne på gaden. En blev begavet med mit termoundertøj med lange ærmer og ben. Jeg håber, det kan holde ham lidt varm; men han vil nok prøve at sælge det. Ved siden af os her ved computerne står en pose med mere tøj, som vi ikke vil have med hjem. Vi kan simpelthen ikke være bekendt at vise os i det. De cowboybukser, jeg har rejst rundt i, har fået en helt anden farve, og de er blevet begavet med en lang rift, som jeg nødtørftigt har rimpet sammen. De forlader mig i Nazca; men jeg skal lige rejse i dem, da de er blevet saa behageligt rummelige.