Huacachina

18-01-06
Så har vores tur fuldstændig skiftet gear. Vi overvejede, om vi skulle blive endnu en dag
i Nazca, fordi vi boede saa dejligt; men da Jørgens mave igen var hett i orden, valgte vi at følge det oprindelige program.
Den taxichauffør, som havde bragt os til hotellet om morgenen, og som i øvrigt havde arrangeret vores ture, havde fortalt, at der var collectivos, der kørte direkte tit Huacachina. Da vi gerne ville være fri for at skifte transport i Ica, fik vi fat i ham, og han kørte os direkte til en collectivo. (De meget opmærksomme læsere vil huske, at en collectivo er en taxa med et fast bestemmelsessted. Den kører, saa snart, der er passagerer nok.
Vi så med forbløffelse på den bil, han udpegede som en god collectivo. Det var en gammel amerikansk bil, som dem på film fra 60s erne. Den var temmelig rusten og skrammet, og vi bemærkede også de nydeligt glatte dæk. Kom ikke her og tal om kroneprøve. Vi satte os ind. En gammel mand stod og råbte for at fange kunder: Dos a Ica (det lød som dosajka); da der lidt efter kom en kunde mere skiftede råbet til Unajka, unajka najka, i et syngende tonefald (Uno a Ica). I løbet af ti minutter var der de seks mennesker, der skulle til for at biten kørte, og så begav vi os ekstra 200 km ud i
t… ørkenen. Det er den samme ørken som startede ca. 200 km nord for Valparaiso i Chile. Det var klitter og klitter. Vi kørte forbi området med Nazcalinjerne, men kunne kun ane de lange, lige linjer, ikke figurerne.
Søen, som Huacachina er bygget omkring Gaden, der løber tre fjerdedel af vejen rundt om søen
Vores mål var en lille ferieoase i ørkenen, Huacachina. Den er dannet omkring en lille sø for bunden af nogle meget, meget høje klitter. Der er så bygget hoteller af forskelligt art omkring søen. Jørgen fandt et, da vi var stået af taxaen. Det så sådan set meget hyggeligt ucl, men vi var lidt tvivlende omkring sengene og værelset. I løbet af aftenen stødte vi på et par finner, der fortalte, at de boede et rigtig dejligt sted, for kun tre dollars mere i døgnet. Jeg var henne at kikke på det, og bookede med det samme til næste dag. Sengene var så bløde, at Jørgens madrasser næsten havde foldet sig sammen omkring ham. Værten kunne godt forstå, at det kun var for unge mennesker, så vores veje skiltes uden bad feelings, -tror vi!
Disse to steder tilbragte vi mange timer
I dag har vi ikke lavet andet end at flytte ind, ligge i svømmepølen, der er dejligt stor, og så har jeg daset et par timer i en hængekøje. (Jeg tror virkelig sådan en ville være en god i& til terrassen). Her ved tretiden har vi spist et par brød og en banan, der gjorde det ud for frokost, og nu er jeg altså her. Tanken er, at hvis vi kan holde til det, så skal de næste fem-seks dage gå på samme måde.
21-01-06
Vi er stadig i “vores” oase, og laver absolut ingenting.
Det sted, vi flyttede tit, er godt at bo på – bortset fra at værelset er en smule for varmt
om aftenen. Vi tager så meget solbad, som vi kan tåle, svømmer en tur i poolen og
læser. Jørgen terper stadig spanske verber, jeg er ved at genlæse “Kærlighed i koleraens tid”, denne gang på spansk. Det sted, hvor jeg kan mærke, at mit spansk er blevet bedre, er på læsningen. Jeg kan uden store problemer læse en bog på spansk; men jeg kludrer stadig grufuldt rundt i det, når jeg skal sige noget. Det får jeg ikke styr på her, for på tirsdag tager vi tit Lima, hvor vi har booket et sted, hvor værtsparret tater engelsk.
Også her er der en papegøje
Vi nyder at være gået ned i gear; men det er att rigeligt med denne uge.
I går var vi inde i den nærliggende by for at se, hvornår der går bus tit Lima, og der oplevede vi, at vi slapper meget af ved ikke hele tiden at skulle holde øje med vores bagage og tjekke, at vi har alt.
Der er altså ikke så meget at berette om, så jeg tor, jeg vil gå til Ekstrabladet og læse om prinsedaab. Stor bliver overraskelsen, når jeg læser, at han kom til at hedde Christian.