Nazcac
der stadig bensplinter og det bomuld, der har været stoppet ind i mumierne, efter at man har taget indvoldene ud. Man prøver at bygge et lille museum, så mumierne ikke bliver ødelagt af at være udsat for sol og vind. Regn er her ikke noget problem; dels har man overdækket gravene med et halvtag af strå, dels regner det kun to tit tre timer om året i området.
Hvis vi bliver her en dag til, er der et vandingsanlæg fra samme tid. Det er helt unikt for Peru og måske for hele verden. Man har ved et sindrigt system prøvet at holde ørkenen tilbage. Vi så det fra luften, da vi fløj over linjerne i går.
Her er meget varmt, så den lille pøl på hotellet er virkelig en gave. Det er dog sjældent at solen skinner fra en skyfri himmel, og om eftermiddagen kommer der også lidt vind. Vi kan sagtens klare os uden air conditioning. Der er en vifte i loftet, og det er ganske tilstrækkeligt; og hvor er det herligt, at være fri for det blytunge tæpper, der gjorde, at man dårligt kunne dreje fødderne. Her nøjes vi med et lagen. Nu vil jeg gå tilbage til hotellet og se, om Jørgen har fået svar fra nogle af stederne. I går eller i forgårs bookede vi til den sidste uge i Lima, og der kom svar øjeblikkeligt. Så effektivt er det nok ikke ude i oasen, hvor vi vil hen. Nazca må vet også være en oase, ellers ville her ikke være vand til en by; men floden er fuldstændig udtørret, og den lugter af losseplads. Der er et par broer over den; men der er også lavet en interimistisk vej tværs gennem flodlejet.
ørkenområdet, hvor gravene findes
Mumier og samling af kranier
Byen Nazca var ikke ophidsende spændende
Huacachina
18-01-06
•… Så har vores tur fuldstændig skiftet gear. Vi overvejede, om vi skulle blive endnu en dag
i Nazca, fordi vi boede saa dejligt; men da Jørgens mave igen var hett i orden, valgte vi at følge det oprindelige program.
Den taxichauffør, som havde bragt os til hotellet om morgenen, og som i øvrigt havde arrangeret vores ture, havde fortalt, at der var collectivos, der kørte direkte tit Huacachina. Da vi gerne ville være fri for at skifte transport i Ica, fik vi fat i ham, og han kørte os direkte til en collectivo. (De meget opmærksomme læsere vil huske, at en collectivo er en taxa med et fast bestemmelsessted. Den kører, saa snart, der er passagerer nok.
Vi så med forbløffelse på den bil, han udpegede som en god collectivo. Det var en gammel amerikansk bil, som dem på film fra 60s erne. Den var temmelig rusten og skrammet, og vi bemærkede også de nydeligt glatte dæk. Kom ikke her og tal om kroneprøve. Vi satte os ind. En gammel mand stod og råbte for at fange kunder: Dos a Ica (det lød som dosajka); da der lidt efter kom en kunde mere skiftede råbet til Unajka, unajka najka, i et syngende tonefald (Uno a Ica). I løbet af ti minutter var der de seks mennesker, der skulle til for at biten kørte, og så begav vi os ekstra 200 km ud i
t… ørkenen. Det er den samme ørken som startede ca. 200 km nord for Valparaiso i Chile. Det var klitter og klitter. Vi kørte forbi området med Nazcalinjerne, men kunne kun ane de lange, lige linjer, ikke figurerne.
Søen, som Huacachina er bygget omkring Gaden, der løber tre fjerdedel af vejen rundt om søen
Vores mål var en lille ferieoase i ørkenen, Huacachina. Den er dannet omkring en lille sø for bunden af nogle meget, meget høje klitter. Der er så bygget hoteller af forskelligt art omkring søen. Jørgen fandt et, da vi var stået af taxaen. Det så sådan set meget hyggeligt ucl, men vi var lidt tvivlende omkring sengene og værelset. I løbet af aftenen stødte vi på et par finner, der fortalte, at de boede et rigtig dejligt sted, for kun tre dollars mere i døgnet. Jeg var henne at kikke på det, og bookede med det samme til næste dag. Sengene var så bløde, at Jørgens madrasser næsten havde foldet sig sammen omkring ham. Værten kunne godt forstå, at det kun var for unge mennesker, så vores veje skiltes uden bad feelings, -tror vi!
Disse to steder tilbragte vi mange timer
I dag har vi ikke lavet andet end at flytte ind, ligge i svømmepølen, der er dejligt stor, og så har jeg daset et par timer i en hængekøje. (Jeg tror virkelig sådan en ville være en god i& til terrassen). Her ved tretiden har vi spist et par brød og en banan, der gjorde det ud for frokost, og nu er jeg altså her. Tanken er, at hvis vi kan holde til det, så skal de næste fem-seks dage gå på samme måde.
21-01-06
Vi er stadig i “vores” oase, og laver absolut ingenting.
Det sted, vi flyttede tit, er godt at bo på – bortset fra at værelset er en smule for varmt
om aftenen. Vi tager så meget solbad, som vi kan tåle, svømmer en tur i poolen og
læser. Jørgen terper stadig spanske verber, jeg er ved at genlæse “Kærlighed i koleraens tid”, denne gang på spansk. Det sted, hvor jeg kan mærke, at mit spansk er blevet bedre, er på læsningen. Jeg kan uden store problemer læse en bog på spansk; men jeg kludrer stadig grufuldt rundt i det, når jeg skal sige noget. Det får jeg ikke styr på her, for på tirsdag tager vi tit Lima, hvor vi har booket et sted, hvor værtsparret tater engelsk.
Også her er der en papegøje
Vi nyder at være gået ned i gear; men det er att rigeligt med denne uge.
I går var vi inde i den nærliggende by for at se, hvornår der går bus tit Lima, og der oplevede vi, at vi slapper meget af ved ikke hele tiden at skulle holde øje med vores bagage og tjekke, at vi har alt.
Der er altså ikke så meget at berette om, så jeg tor, jeg vil gå til Ekstrabladet og læse om prinsedaab. Stor bliver overraskelsen, når jeg læser, at han kom til at hedde Christian.
24-01-06
Lima,
Så har vi nået sidste station på vores rejse.
I morges tjekkede vi ud af vores gode hostel i Huacachina. Vi var inden blevet berigede med et par t-shirts med stedets logo (de er nok ikke vant til gæster, der bliver saa længe), og da Jørgen betalte, sagde værten, at vi da sandelig ikke skulle tage en taxi, han skulle nok køre os til Ica. Det var fint. Vi er efterhånden blevet paranoide omkring bagagen, og så slap vi for at tænke på den på den tur.
Vi købte en behagelig bus, der bare kostede 6 kr. mere end den almindelige, og så gik turen af sted gennem mere ørken. Da vi var godt hundrede km fra Lima, var sandjorden begyndt at blive dyrket, og luften var da også mere fugtig, idet vi kom til at køre langs med havet. Hver gang, vi har set Stillehavet, har det været stille som dets navn; men i dag var der høje dønninger i brændingen, så jeg var godt tilfreds med, at vi ikke havde booket badeferie ved Stillehavet. En taxi tog os tit vores hotet efter knap fem timer i bussen. Det ser ud til at være et godt sted med gode senge og venlige værter. Her vil vi saa bruge tidt tid på indkøb osv.
Vi har med det samme konfirmeret vores flybillet, så vi er sikre på at komme hjem den ønskede dag. Alt er i orden herfra, så nu må vi bare håbe på, at lufthavnene i Madrid og København ikke lukker på grund af det herlige vintervejr. Mon jeg kan løbe på skøjter
uden for vores hus? Der er i hvert fald fladvandet, så der må være en chance for, at det er frosset tit.
I de sidste rejsebreve kunne jeg begynde at samle op på de ting, jeg har glemt undervejs. Pludselig kom jeg tit at tænke på den dreng, der tjente penge, ved i Juliaca at stille sig op i bussen, højt undskylde, at han nu vil forstyrre os lidt med en sang, hvorefter han med høj røst begyndte at synge. Det var måske ikke saa kønt, men han prøvede da at arbejde for sine penge. Da han var færdig undskyldte han endnu en gang, og så gik han gennem bussen for at samle ind. På samme tur opdagede vi en udtalt mangel på skilte, der viste vej til Cusco; men vi var ikke i tvivl om, at vi var på rette vej, for med jævne mellemrum var der et stort reklameskilt for Cuscefio – den øl, der bliver brygget i Cusco.
Jeg har heller ikke fortalt om den dreng, der i Machu Picchu tjente penge ved at starte nedturen samtidig med den bus vi kørte ned med. Da han kunne skyde genvej mellem hårnålesvingene, fordi der var stier og trapper, kom han lige så hurtigt frem, som vi gjorde. Han nåede ned til Aguas Calientes samtidig med os, buschaufføren, som jeg har mistænkt for at være hans far, standsede bussen og samlede ham op, og så gik han rundt med en taske og samlede ind. Han fik lidt, lige som ham, der sang; men han så bestemt ikke sølle ud. Ham har jeg ikke ondt af. Han var stærk og sund og dyrkede sin form for sport.
Det var værre med lille Jorge i Cusco, der pudsede sko. Han var bare otte år, og han skulle, samtidig med at han arbejdede, hete tiden holde øje med politiet, for det var forbudt at sælge noget på gaden, hvis man ikke havde licens, og den kostede 400 kroner. Der skal pudses 200 par sko for at betale den. I dag i Lima har vi truffet en meget lille pige, der prøvede at sælge karameller og bolsjer.
Ikke mere for denne gang – og forhåbentlig kommer der ikke flere virkelig spændende ting, for det har vi ikke planlagt.
Lima
26-01-06
Lima er en rigtig beskidt storby. Her er stærk trafik, og da bilerne er gamle og osende, er forureningen tit at skære i.
Vi bor ca. 20 minutters gang fra centrum, nær et par store veje, men da vores hotel ligger på en blind vej, er her alligevel stille og roligt. Det er ikke turistsæson, så der bor lige nu vist ikke andre end os. Der har de første par dage været en gæst mere.
Dagene går med at sove længe, spise morgenmad og så gå en tur i byen. Vi har været rundt at kikke på forretninger; men det er sværere at finde noget tøj, vi bryder os om, end jeg troede. Det bliver derfor ikke den store garderobefornyelse.
I dag gik vi en rigtig tang tur gennem centrum og ned til en flod, der løber gennem byen. Med skam at melde, ved jeg ikke, hvad den hedder; men der er så mange floder, der hedder Rio Grande, at denne her saamaend ogsaa kan goere det.
Der var nu ikke noget ved at være ved floden. Der var ingen udsigt til den, idet den var omgivet af store, stærkt trafikerede veje. Vi havde stoppet et par bøger ned i rygsækken, så vi satte os ind imellem på en bænk og læste. Faktisk var vi ude i syv timer, så det var ganske godt gået.
Nu fordriver vi lidt tid ved computeren, og om en lille times tid går vi ud at spise.
Lima d. 30-01-06
Det var så vores sidste hele dag i Lima og vores sidste hete dag på turen. Lima var ikke en hel uge værd; men det vidste vi faktisk godt i forvejen. Vi er ikke blevet skuffede, for vi forventede ikke meget. Vi har brugt dagene her til lange gåture i byen. Turen til Plaza de Armas fra vores hotel er ca. 3,5 km, og vi har været der nogle gange. Plazaen er smuk med gule og grå bygninger. De er ikke så gamle, fra 1900 tallet, grundet mange jordskælv. Dog er katedralen, som vi dets så i går, mens vi stod op tit en del af en prædiken, og dels i dag på en tur med en engelsktalende guide. Katedralen har selvfølgelig også været ramt af jordskælv, men efter et af de store genopbyggede man den med de bærende søjler af træ (og hule), saa kan de bedre give sig, og dermed bedre holde tit rystelser.
I dag gik vi faktisk til plazaen for at se vagtskiftet ved parlamentsbygningen; men af en eller anden grund, var der ikke vagtskifte i dag, så det må vi leve foruden. I morges ved morgenmaden kom vi i snak med en australsk sygeplejerske, der skulle holde en måneds ferie hernede – de fjorten af dagene som frivillig arbejdskraft på et børnehjem. Hun slog følge med os, og det var meget hyggeligt. Vi gik som nævnt først til plazaen og tit katedralen, og derefter gik vi tilbage igen til det sted i byen, hvor man kan få ordentligt brød. Vi købte noget brød og lidt ost og et par flasker vand, og så spiste vi som så ofte før frokost i en park med Jørgens lommekniv som eneste redskab. Man kan godt blive træt af at spise den samme slags mad to gange om dagen, så brød og ost er en dejlig afveksling. Vi har en gang før spist vores frokost i den samme park, og da kom der en politibetjent op til os og spurgte os, hvem vi var, og om han måtte se vores pas. Parken er beskyttet område, fordi den israelske ambassade ligger lige ved siden af.
Her på hotellet har vi læst en del bøger, og i dag er jeg ved at sortere, hvad der skal smides ud, og hvad der skal med hjem. Vi har købt en ekstra taske, men jeg tror slet ikke, der bliver noget problem. Der er næppe chancer for overvægt.
Det forekommer mig meget længe siden, vi startede på Stege rutebilstation. Der har været saa mange oplevelser og indtryk siden da. Stadig synes jeg, at Atacamaørkenen har været det, der har gjort størst indtryk på mig. Og selv om det forekommer lang tid, saa har vi overhovedet ingen dårlige dage haft.
Tak for den interesse, I har vist for vores rejsebeskrivelser. Det har gjort det endnu sjovere at skrive. Nu glæder vi os bare til vi er helt hjemme og glæder os til at hilse på jer igen.