Puno

I Puno er her også koldt; men meget mere menneskelig varme og meget mere professionalisme. På busstationen blev vi ikke mødt af vores værtinde, som vi egentlig havde regnet med, fordi hun havde tilbudt det. Grunden var endnu en dumhed med tidsforskel. Jeg havde over telefonen angivet Boliviatid, som er en time foran Perutid. Et par professionelle bureaudamer antastede os; men ikke på en ubehagelig måde. De var hjælpsomme og selvfølgelig ude på at få kunder, det er klart. Mens vi ventede, købte vi gennem dem billet til bussen til Cusco i morgen, og da det begyndte at regne, blev vi enige om at benytte deres taxatilbud og køre ud til adressen. Vi blev lidt overraskede over, at de fulgte med; men det gjorde de altså. Vores værtinde blev lidt ked af, at hun ikke havde hentet os; men forklaringen om tidsforskellen frikendte hende. De to damer fik så solgt os billetter til de ture, vi havde tænkt os at tage på. Da de ikke kunne give
tilbage, skylder jeg stadig dem 20 soles. Andre ville ikke have ladet os være i gæld til dem
Vores værtinde tilbød os en kop cocate til at varme os på. Hun havde en lille et-ovn i gang til at varme lidt. Der er højst 15 grader i rummene (og det er sommer). Og så begyndte hun at snakke. Hun var politisk interesseret og fortalte om forholdene i tandet. Det var meget interessant; men også lidt anstrengende, for ørerne skal være slået godt ud. Hun forglemte sig selv og talte meget hurtig. Da vi havde snakket en times tid for hun pludselig op, undskyldte sig og sagde, at hun rent glemte, at vi var turister. Men interessant var det.
Så gik vi ud for at spise, og vi var væk temmelig længe, fordi vi tilfældigt fandt ud af, at der var koncert i kirken med et ungdomssymfoniorkester. Da vi kom hjem lå der varmedunke i vores senge. Det har jeg ikke haft, siden jeg var barn.
Da vi kom hjem var vores værelse så rent, at man kunne slikke gulvet. Det er ellers ikke almindeligt at man på Hostals gør rent hver dag, som man gør på hoteller. Jørgens seng var blevet redt om, og de ting, vi i skyndingen om morgenen havde anbragt på gulvet, var lagt pænt i orden på hylder. Morgenmaden her, som jo har været meget svingende rundt omkring, men som regel temmelig elendig (hvidt brød med marmelade) er helt i top: Friskpresset juice, en omelet med forskelligt indhold, brunt og hvidt brød med sprød skorpe og te, kaffe eller chokolade. Det er simpelthen det bedste sted, vi har boet; men det er bestemt ikke det dyreste. Vi giver under 15 dollars om dagen for alt dette med eget (skinnende rent) bad og rigtig varmt vand - at jeg ikke kunne finde ud af at få det mere end kuldslået, er jo ikke stedets skyld -. Vi har bedt om at få visitkort med, så vi kan uddele dem til folk vi møder, der skal til Puno.
I eftermiddag skal vi ud at se på nogle grave, og i morgen tidlig tager vi tit Cusco, hvor vi har booket noget, der skulle være tilsvarende. Vores spanske bekendte boede der og var meget tilfredse, så det håber vi også, vi bliver.
Selv om det er oplevelserne om dagen, man rejser for, kan det ikke undgås, at overnatningsstederne også betyder noget.